Hvad er det, der er så fedt ved biler?

Biler handler om følelser. Alle fem sanser faktisk. Og nogen følelser derudover.

Biler er, ligesom bygninger, designet med æstetik og anvendelighed i tankerne. Man kan ikke designe biler frit fra leveren. Der er visse fysiske love, der skal overholdes, når en bil skal designes. Derfor er det altid interessant, når man ser nogen, der har fundet noget nyt og revolutionerende. Og æstetik er nok så godt. Men der er stadig meget, der kommer an på smag. Jeg behøver jo ikke forklare, hvordan smag fungerer.

Her er et par eksempler:

Dette er Ferraris absolutte topmodel. Mange mener, at den er pisselækker. Jeg synes den er for vulgær.

Her er til gengæld verdens smukkeste bil. Aston Martin har virkelig ramt plet. Jeg elsker luft indtaget og de dråbeformede lygter. Linierne er rene og den udprægede sportsvogns proklameren: 'Jeg er hurtig og dyr!' er her underspillet. Den ligner noget man godt kan ankomme til en begravelse i. Og alle vender hovedet efter den, når man gør.

Ja ja. Ok. Jeg vælger nogen dyre drenge, for at illustrere min pointe. Men prøv at se godt på Aston'en igen. Og så tjek denne her.

De ligner lidt hinanden, ikke? Men Aston'en er bare ti gange så dyr som den anden. Hvis det da kan gøre det.

Det er Synssansen og smagssansen, det kommer an på her. Men der er også både lugt, høre og følelse involveret.

Når man sparker sådan en V8'er igang, så er lyden af motoren, noget helt unikt. Lyden giver mig ett sug i maven. Jeg har aldrig kørt en V8'er selv. Men jeg har hørt masser af dem starte. Og stået meget tæt på. Der er altid en bedre lyd udefra.

Lugten af race. Lugten af varme motorer. Lugten af brugt benzin. Lugten af fart. Lugten af varm asfalt... mmmm. Fantastisk.

Og til sidst følelsesansen. Der er masser... masser af følelsesindtryk der tæller her. Følelsen af syningerne i et lædersæde. Følelsen af de hårde kanter på et spritnyt dæk. Følelsen af kold krom. Følelsen af et sving taget med den præcist rigtige hastighed. Følelsen af fart. Og en helt specifik følelse. Følelsen af den tekstur, der er i aluminiumspladerne på en Delorean. At lade fingerspidserne løbe hen over motorhjelmen. Og følelsen af at køre banekørsel. Uden hastighedsbegrænsninger. Lyden, lugten, smagen af sejr, når man har stukket sin bedste omgang.

Og følelsen af adrenalin. Fordi det er en lille smule farligt.

Jeg elsker biler. Hvis ikke det er, at køre hurtigt på en bane, så at teste bilens off-road muligheder i skoven. At trække den lige til grænsen. At sidde næsten fast. At vide, at jeg kontrollerer disse to tons motorkraft under mig.

Kunne jeg vælge frit, ville jeg vælge at køre stærkt.

Men herhjemme er der større chancer for at komme til at vælte rundt i mudderet.

For nu bare at være bundærlig, så lever vi i et lorteland. Og muligvis et af de dyreste, når det gælder biler.

Men det er ligemeget. Det gælder ikke økonomien. Hvis du vil have økonomisk, så køb et buskort, en cykel eller et par solide sko.

Biler handler ikke om fornuft. De handler om lidenskab.

Derfor elsker jeg biler.

Der der noget med at skrive, du ved?

Det er sært.

Længe gik jeg og ventede på, at vi skulle lære skrive-tekniske værktøjer på journalist-højskolen, men vi kom aldrig rigtigt så langt. Men hele konceptet med at skrive har ét stort problem.

Folk har deres egen skrivestil. Nogen skriver sjovt, andre spændende, andre igen kedeligt, og så videre og så videre.

Og når de aldrende journalister samles for at optræne de nye, så gør de det ud fra deres egne overbevisninger om, hvad der er den rigtige måde at skrive på.

Problem er bare, at det er temmelig tæt på umuligt, at lære folk at skrive rigtig godt. Det er for det meste bare et spørgsmål om, at kritikken (eller konstruktiviteten) udmønter sig i: 'Det komma skal ikke være der', 'Undskyld mig, men det, du skriver her, er ikke sandt.' eller 'Sig mig, har du drukket?'

Det kræver mere at skrive, end bare at kunne stave og kommatere.

Så kommer så det store spørgsmål. Hvordan ved man, om man skriver godt?

Meget af dette her bloggeri, skriver jeg som det falder mig ind. Jeg har en generel idé om, hvad jeg vil sige, og så sætter jeg mig til at skrive. Hvis jeg finder på noget sjovt, eller en sjov måde at skrive noget på, så sørger jeg for at få den nørklet ind i teksten på en eller anden måde.

Jeg læste en bog af Stephen King. (Jaja. Jeg ved godt, at han ikke skriver særlig godt. Og hva så?)

Han har skrevet adskillige bøger uden at kende plottet ud og ind. Han har endda skrevet bøger, mens han var så stinkende stiv, at han ikke kan huske nogen af dem.
(Nej. Det er den forkerte måde at skrive det på. Det lyder som om han har problemer med at huske alle sine bøger.) Ok. Jeg retter det: ... så stinkende stiv, at nogen af dem kan han ikke huske. (Samme ord. Anderledes opstilling. Klarere mening.)

Alligevel sælger hans bøger stadigvæk som gale.

Andre forfattere (Fx. Dan Brown) researcher, planlægger og detaljerer plottet i sine romaner ned til mindste detalje.

Min pointe?

Der er to ting, som vi som skribenter skal være opmærksomme på. Det er indhold og levering.

Hvis vi lader andre fortælle os, hvordan vi skal gøre det, vi render rundt og laver til hverdag, så ender vi med en uniformt skrivende masse, og så er det rent indhold, der tæller.

Og der er garanteret også undervisere i forfatteri, der har idéer til, hvordan man får idéer.

Jeg har lært meget. Jeg har lært rigtig meget om mit fag. Jeg har lært rigtig meget om det, jeg skal beskæftige mig med, resten af mit liv.

Det vigtigste er nok, at jeg, i modsætning til her på bloggen, skal være mere ambitiøs omkring det jeg skriver, omkring min opstilling og mit ordvalg.

Og det er ganske enkelt: Læs det igen, inden jeg trykker på Send.

Da jeg fandt ud af det, blev kvaliteten af det, jeg leverede, markant bedre. Det var klart som snot i øllebrød. Selv jeg kunne se det.

Stand-up er jo heller ikke bare en flok bumser, der ikke kan få et fast arbejde, og som så kan kværulere om det på en sjov og underholdende måde. Det er hårdt arbejde, har jeg ladet mig fortælle.

Selv Casper Christensen bruger timer på at forberede sig. Jo jo. Størstedelen af den komik han laver, er tyvstjålet fra engelsk comedy. Men det gør det vel ikke lettere?

Desuden er han jo ikke den eneste. Bare se på Søs og Kirsen. Og så Google French & Saunders.

Men det er sidespor. Og nu er jeg på vej væk fra emnet.

Jeg ville egentlig bare lige sige, at jeg er blevet overbevist om, at vi som aspirerende skribenter, skal huske på, hvorfor vi blev det. Netop fordi vi elsker at skrive, eller fordi vi har noget på hjerte.

Og så holde fast i det. Fordi så bliver det sjovere.

Der er en himmel til forskel på en forfatter og en journalist.

Jeg satser på at kunne kombinere de to.

Så giv mig lige fem minutter.

Sådan. Så er der læst korrektur, og jeg har rettet en masse.

Så nu kan jeg trykke på send.

Eller 'Publish Post' som knappen hedder.

Så det vil jeg gøre...

Nåååh?!?!

7 .. 0 .. 1 .. 0 .. 2 .. 1 .. 0 .. 0

duut

duut

Maria: BRF Kredit. Det er Maria!
Mig: Ja. Goddag. Du taler med Brian Mogensen.
Maria: Goddag.
(Tavshed)
Maria: Hallo?
Brian: Ja?
Maria: Hvad kan jeg gøre for dig?
Brian: Tjah. Jeg lå her og så fjernsyn. Og så så jeg jeres reklame.
Maria: Aha?
Brian: Ja. Den der med en mand, der sidder og snakker om internet, og beder folk om at ringe?
Maria: Ja, jeg kender den godt.
Brian: Godt. Det ville også være sært, hvis du ikke gjorde.
Maria: Hehe, ja ikke? Hvad kan jeg så gøre for dig?
Brian: Jamen, jeg synes jo det ville være synd for manden, hvis han ikke kunne betale sine terminer. Så derfor ringede jeg.
Maria: Det er vi da glade for. Hvad slags lån havde du tænkt dig?
Brian: Lån?
Maria: Ja, vi har mange forskellige slags lån. Blandt andet til køb af hus, eller friværdilån til forbedringer.
Brian: Ahhh. Det er jeg nu ikke så interesseret i.
Maria: Aha. Må jeg spørge, hvorfor du ringede?
Brian: Ja, jeg ville hjælpe den stakkels mand.
Maria: Men du skal ikke låne noget?
Brian: Nej.

duut .. duut .. duut

Nå?

(Maria hed slet ikke Maria. Men hun blev åbenbart meget sur)

Ahhh ja. De små (Eller ikke helt så små) glæder i livet

Ligger i skrivende stund på min seng. Har langt om længe fået skaffet mig trådløst herovre.

Der er under en meter til skrivebordet, men alligevel er det ikke lige så let at få.

Nu har jeg det dog, og så skal det fandeme også bruges.

To uger tilbage, så er det tilbage på de grå gange på Journalisthøjskolen. Der er websites, der skal laves, flashting og andet guf.

Det tegner til at bliveet spændende efterår.

Hvis ellers bare, det der nye arbejde på Stiftstidende flasker sig.

Jo jo.

Didde for helvede..... Papkasse?

Ja, ok. Lidt misvisende må rubrikken godt være.

Specielt nu, hvor jeg ikke er på EB længere. (Afleverede Blærbar mk. II + defekt Nokia skod-telefon i dag. Farvel farvel.) Og er nu i stedet startet på Århus Stiftstidende, hvor vi ikke helt ved, hvad det er jeg skal lave, mens jeg går i skole.

Nuvel.

Det var slet ikke det, jeg ville ind på.

Søndag aften på Skanderborg sluttede med et brag af en TV2-koncert.

Har altid haft TV2 i mit liv, på den ene eller den anden måde, men har formået at slippe udenom, uden egentlig at få det helt tæt på. Men i løbet af de sidste par måneder har min søde veninde Didde formået at få mig omvendt. Så meget at jeg faldt med et brag til koncerten. (Hvor cool er det ikke lige, at han havde Tina Dickow i lommen til en gang Hallelujah? Og en operasanger til en anden sang, som jeg ikke helt kunne høre?)

Hvorom alting står, så har Steffen Brandt og co. rumsteret rundt i min hjerne lige siden. Jeg har nynnet og sunget tekster jeg ikke helt har kunnet, og jo mere jeg læser og synger, jo mere kan jeg forstå, hvad det er, der gør det så fedt.

Han er dygtig, den gode Steffen B. Det må man sgu give ham. Han kan lave tekster, kan han.

Alle journalister burde aspirere til at blive mindst lige så gode som han.

Men på den anden side, så ville lønningerne være højere, og aviserne blive røvdyre.

Og Didde: Stur stur næse, busket øjenbryn, papkasse, knald i låget, ikke lige til at forstå!

Papkasse?

UDEMÆRKET SKANDERBORG!

Festival

Røvvådt

Ellers fedt...

På den rigtige måde du ved