Didde for helvede..... Papkasse?

Ja, ok. Lidt misvisende må rubrikken godt være.

Specielt nu, hvor jeg ikke er på EB længere. (Afleverede Blærbar mk. II + defekt Nokia skod-telefon i dag. Farvel farvel.) Og er nu i stedet startet på Århus Stiftstidende, hvor vi ikke helt ved, hvad det er jeg skal lave, mens jeg går i skole.

Nuvel.

Det var slet ikke det, jeg ville ind på.

Søndag aften på Skanderborg sluttede med et brag af en TV2-koncert.

Har altid haft TV2 i mit liv, på den ene eller den anden måde, men har formået at slippe udenom, uden egentlig at få det helt tæt på. Men i løbet af de sidste par måneder har min søde veninde Didde formået at få mig omvendt. Så meget at jeg faldt med et brag til koncerten. (Hvor cool er det ikke lige, at han havde Tina Dickow i lommen til en gang Hallelujah? Og en operasanger til en anden sang, som jeg ikke helt kunne høre?)

Hvorom alting står, så har Steffen Brandt og co. rumsteret rundt i min hjerne lige siden. Jeg har nynnet og sunget tekster jeg ikke helt har kunnet, og jo mere jeg læser og synger, jo mere kan jeg forstå, hvad det er, der gør det så fedt.

Han er dygtig, den gode Steffen B. Det må man sgu give ham. Han kan lave tekster, kan han.

Alle journalister burde aspirere til at blive mindst lige så gode som han.

Men på den anden side, så ville lønningerne være højere, og aviserne blive røvdyre.

Og Didde: Stur stur næse, busket øjenbryn, papkasse, knald i låget, ikke lige til at forstå!

Papkasse?