I går aftes så jeg en mail i min Hotmail-box. Den var sendt d. 22. og jeg mener at kunne huske, at jeg har set den før, men glemt den igen.
Det var en invitation til fest hos Rasmus og Mikkel.
Rasmus er ham fyren, som min ældste veninde Rikke, længe bildte folk ind, var hendes halvbror. Hun har aldrig prøvet det på mig, men jeg har hørt historien så mange gange, at jeg købte den. Mest fordi deres egne former for interne grin over at folk faldt for joken, var en simpel udveksling af øjenkontakt.
How was I to know?
Ingen har nogensinde klandret mig for det, så det går nu nok.
Mikkel er selvsamme Rikkes eks-kæreste. I lang lang tid kunne han ikke lide mig. Jeg vidste det godt, men jeg fattede aldrig hvorfor.
(Jeg ved det godt. Jeg kan være usandsynligt blind, når det stikker mig.)
Anyways. Invitationen fra Rasmus mindede mig om en historie, der stikker langt tilbage.
Jeg præsenterer hermed.
Verdens uheldigste stodder.
Eller
Hvorfor jeg ved, at der ikke findes nogen Gud!
Karakterliste:
Yours truly: For 20 kilo siden. Mens jeg stadig var på Radiostationen jeg arbejdede på, før jeg skulle på Journalisthøjskolen.
Rasmus: Ven by proxy, Festival-alkoholiker og tro druk-væbner.
Anne Hytting: Mit livs første store kærlighed. I den sprøde alder af 16 år, gav jeg hende en halskæde, jeg havde købt, men blev kylling da jeg skulle give hende den. Efterlod den på hendes dørtrin med et kort: 'Fra en hemmelig beundrer'. Yes sir. Mine damer og herrer. Jeg var lige så kikset, som det lyder til.
Søren: Kæreste og all-round cool fyr, der er kæreste med min ven Henriks lillesøster Louise.
Selvsamme Louise: Kæreste med Søren. DUUUH!
Og Henrik: Ja. Den Henrik.
Vi starter vores fortælling en tidlig morgen. Jeg vågnede op til en hel masse blåt og en mild varme, der tydede på stigende temperaturer. Hovedet var slidt efter gårsdagens eskapader i presseteltet. Og noget havde vækket mig.
Der var naturligt leben omkring os. Mine kolleger lå og snorkede omkring mig. Min teltkammerat var endt i telt med eksen og i de første par sekunder lykkedes det mig, at overbevise mig selv om, at jeg var vågnet af noget i en drøm.
Men vågen var jeg. Og på en festival kan man bare håbe på, at man ikke tænker på sin blære. For gørman først det, skal man lade vand. Den er god nok. Så mens jeg lå der, i den begyndende varme og prøvede at lade være med at tænke på at der var noget, jeg ikke skulle tænke på. For begynder tankerækken, så er det slut. Og så kan du ligeså godt komme af sted.
Og tanken melder sig, lige på samme tidspunkt som jeg hører mit navn blive nævnt.
'Hmm. Jeg tror faktisk ikke, at "BRIAN!!!!!!!!" skal tisse'.
Det var det, jeg var blevet vækket af. Og nu kaldte potten. Ubønhørligt. Og stemmen var velkendt, snøvlende og med den snert af der-er-ingen-der-vil-drikke-med-mig, der er rigtig farlig, når det er folk som Rasmus. Folk der hader at drikke alene.
Jeg vidste udemærket godt, at jeg ville tabe kampen i længden, så jeg erkendte nederlag og råbte tilbage: 'JA?'
'VI SKAL DRIKKE!'
'NÅ!'
To minutter senere var jeg påklædt, med Rasmus' hjælp. Og med en festivallunken bajer i hånden på vej ned til sivene for at tømme min blære, der nu var spændt til bristepunktet.
Rasmus i højt humør ved siden af. Samme mission.
Og efter at have lukket mindre væske, end der er i de trefarvede frys-selv-is, ud i naturen var vi klare til endnu en dag på Skanderborg Festival.
Spejdende omkring mig undrede jeg mig lidt over, at der var så få mennesker omkring os. Forklaringen, skulle det vise sig senere, var at klokken på det tidspunkt var ca. 7.10 fredag morgen.
'Vi skal bade!' proklamerede Rasmus højlydt. Det blev takseret fra et nærliggende telt med ordende: Bare I pisser af helvede til, kan I gøre som I vil.'
Jeg ville også være sur, hvis jeg havde slået telt op i 45.000 menneskers pissoir.
Men fuck ham. Vi skulle bade. Jeg tømte min øl, og vi hentede nogle nye. Og vores håndklæder.
Og så stod vi der. Og gloede ned i Skanderbord sø. Der var grøn af alger.
Jeg sank resten af min tæt på fyldte øl og åbnede en ny. Der skulle drikkes mod til sig. Egentlig er denne del af historien lidt overflødig, men den virker for at skulle illustrere, at Rasmus of jeg tilbringer ca. 2½ time sammen med at drikke. Jeg er stået op, men har ikke fået noget at spise og da vi er færdige med at bade, har vi skræmt adskellige badegæster væk. Fået et frækt tilbud fra en kvinde, der var tæt på de 50. (Tilbuddet gjaldt os begge) Og drukket en syv-otte øl.... hver.
Så branderten er høj. Humøret ligeså, da vi, iført badeshorts, håndklæde om halsen, og nyindsmurte i solcreme begiver os mod en morgenmadsbod.
Det er her, uretfærdigheden slår til.
Inde på selve området render en stangstiv Rasmus, og godt bedugget Brian, på den pige, sidstenævnte har kvajet sig mest overfor. Af ren dumhed. (Se ovenfor.)
Hun hilser dog på mig, og efter lidt small talk, stiller hun så det fabelagtige spørgsmål: 'Er det din kæreste?', og peger på Rasmus.
I hans tilstand er han ikke i stand til andet end at sige: 'Jepsch. Vi har kommet kæreschter i scchfeks år.', mens han er ved at bukker under for presset om at stå oprejste på begge ben og holde begge øjne åbne samtidig.
Og min hjerne kører på højtryk. 'SPURGTE HUN DIG LIGE OM DU VAR BØSSE?' bragede det i hovedet. Og svaret kom ganske klart: 'Nej. Hun ER overbevist om, at du er bøsse. Hun spørger om, du er det med Rasmus.'
F...U...C...K!
Uanset, hvor længe der er gået, så vil man aldrig helt slippe af med den kildren i maven, der er når man ser en af sit livs store kærligheder. Anne var den ene af mine to. Hvordan kunne det lige være endt så slemt, at hun nu troede, at jeg var bøsse?
Det lykkedes mig at få samlet min underkæbe op, og stille spørgsmålet: 'Øhh... Næh. Uhm.... Hvorfor tror du det?'
'Sidst jeg så dig, sad du og kyssede en eller anden fyr inde på Sherlock Holmes. Ham ser du måske stadig?'
Hjernen var totalt kuldsejlet. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde kysset nogen som helst. Da ihvertfald ikke mens hun havde set det.
'Øhhh... Hvem?' Indkasserede et: Du har måske ikke styr på de fyre du kysser med?-blik.
'Ja, sådan en lidt britpoppet fyr. Sort hår. Briller. I sad ved et stort bord og kyssede hinanden.'
Og så gik lyset op for mig.
FLASHBACK!
En aften på Sherlock Holmes, sidder vi en temmelig stor flok omkring et bord. Og fulde som vi er, tager diskussionen den slags drejninger. Og Louise nægter at tro på, at Søren kunne finde på at kysse en fyr. Bets are made. Jeg bliver lovet en øl, hvis jeg spiller med. Folk hujer, og pludselig sidder jeg og kysser med Søren.
SÅ USKYLDIGT VAR DET!
FLASH-TILBAGE-IGEN
Inden jeg når at sige eller gøre noget bliver Anne kaldt på af en veninde. Hun er åbenlyst glad for chancen for at slippe væk, og siger:
'Jeg bliver nødt at til at smutte, for min veninde skal have noget hjælp til... at..... Godt at se.... dig... hej hej.'
Og løber sin vej.
Og jeg åbner munden og skal lige til at råbe:
'VENT! JEG ER ALTSÅ IKKE BØSSE! DET VAR BARE FOR AT FÅ NOGET AT DRIKKE!'
Men kvæler den i halsen, og det eneste, der kommer ud er: 'Hrrunngghhh...'
Det hele tog måske to minutter.
Rasmus er åbenlyst sulten og vi finder vores morgenmadsbod.
Dybt rystet lykkedes det mig at kæmpe mig gennem noget brød med tilhørende fadøl. Rasmus falder i søvn med hovedet oven i noget pandekage med syltetøj.
Det lykkedes mig at få ham vækket og bragt tilbage sin kone. Han havde på daværende tidspunkt festet i over 40 timer.
Så sad jeg der.
Stiv, desillusioneret og outet af mit livs store kærlighed.
Og derfor ved jeg, at der ikke findes nogen Gud.
